Life and love of Jerome 08

Noahs frygt

Et par dage efter, at M havde deltaget i fotokonkurrencen med billedet af Noah og jeg, kunne jeg ikke finde Noah.



Da jeg kiggede ud af vinduet, sad han alene nede i gården.
Vi havde ikke talt så meget sammen de sidste par dage og pludselig fik jeg dårlig samvittighed.
Jeg skyndte mig ned til ham.



Han så virkelig trist ud, som han sad der helt alene.



Jeg havde taget guitaren med, så havde vi et eller andet at tale om.



– Hej Noah, forstyrrer jeg.
– Næh.
– Vil du være med til at spille lidt?



– Jeg kan ikke spille, men sæt dig her, jeg vil gerne lytte til dig.



Noah satte sig ved siden af mig og jeg spillede et par sange.
Det var hyggeligt nok, men Noah var stadig alt for stille.



– Vil du prøve at spille? spurgte jeg.
– Det kan jeg ikke finde ud af.
– Jeg hjælper dig, kom her.



Så viste jeg Noah, hvordan han skulle sætte fingrene på strengene. Han lærte et par akkorder og blev lidt gladere.



Så satte jeg guitaren væk og kiggede på ham.
– Sig mig Noah, hvad er der galt?
– Vi vandt ikke foto-konkurrencen, vel?
– Nej, vi blev nummer fire-fem stykker, hvorfor?
– Hvad nu hvis M ikke synes vi er gode nok, eller jeg er god nok, jeg mener … jeg kom jo sidst. Hvad nu hvis hun synes, jeg skal rejse?



Helt impulsivt tog jeg hans hånd. Jeg anede ikke, at han havde været bange for at blive sendt bort.
– Det skal du ikke være bange for Noah, helt ærligt, jeg tror ikke M nogensinde vil bede os om at rejse.
– Tror du ikke?
– Nej, det tror jeg ikke.



Han kiggede på mig, så slog han blikket ned.
– Du har også været underlig de sidste par dage, Jerome, er du sur på mig?
Og, ja, der havde været en sær stemning mellem os, men det var nu mest min skyld. Jeg blev ved med at tænke på, hvordan det havde været at holde om ham, selv om det bare var på grund af et billede.
– Nej, Noah jeg er ikke sur, ikke spor. Bare lidt dum. Undskyld.



Han lagde hovedet mod min skulder, og jeg holdt ham stadig i hånden.
Vi blev sidende længe uden at sige ret meget. Langsomt forsvandt Noahs frygt. Jeg kunne næsten mærke, hvordan den gled af ham.



Da vi endelig rejste os for at gå ind, lagde jeg armen om hans skulder.
– Du skal ikke være bange for, at folk ikke bryder sig om dig, for vi kan ret godt lide dig, okay?
Lidt efter nikkede han. Og smilte.
– Okay, sagde han, hvis du siger det.

elsker at føgler op på de to ^^

Endnu en sød historie. Jeg kan godt lide samspillet mellem dem.
Det første billede (titelbilledet) er rigtig godt, og det er rart at se, hvordan du bruger de forskellige locations og rekvisitter.

Dejlig story.

Jeg kan rigtig godt lide dine stories! ^^ men jeg syndes at de er lidt stive i deres bevægelser :/ jeg ved selv hvor svært det er at få dem til at sidde men forteksempel billed 4 i historien vender hans ene fod sådan virkelig underligt O.O hvis du sådan kunne rette lidt mere på tingene inden du tager billedet er jeg sikker på at du kan få en fantastisk billedhistorie ! *w* !!