Et JuleeventyrVi sad ved morgenbordet og talte, da Noah sagde:
– Åh, jeg glæder mig sådan til jul.
– Hm. Den betyder ikke rigtig noget for mig, svarede jeg.
Jeg så Noah bøje nakken, men var ikke klar over, hvor skuffet han var, før jeg kom tilbage fra toilettet.
– Går du?
– Ja, jeg trænger til at komme ud.
– Vil du have selskab?
– Nej tak, jeg vil gerne være alene lidt.
Det var først dér, det op for mig, hvor skuffet han var blevet.
Jeg følte mig skyldig og gik ind i soveværelset for at læse. Måske kunne jeg glemme min dårlige samvittighed.
Men efter en halv time faldt jeg i søvn.
Drømmen var meget virkelig. Det særeste var, at jeg kunne høre Noahs tanker.
– Hvor er jeg? Det er så mørkt herinde. Jeg kan ikke trække vejret.– Åh, jeg rejser endnu.– Jeg hader denne her rejseboks. Bare jeg er snart i Danmark.– Forhåbentlig kommer jeg til en god familie. Søde mennesker, der vil lære mig deres kultur og skikke. Og hvis jeg er rigtig heldig, er der måske en ligesom mig.Da jeg vågnede bankede mit hjerte helt oppe i halsen.
Jeg havde følt Noahs frygt så tydeligt.
Det var en drøm om dengang, han rejste til Danmark, men hvordan havde jeg fået adgang til hans tanker?
Nå, det havde jeg heller ikke. Det var bare en drøm.
Jeg faldt i søvn igen.
– Jerome?
– Jeroooome?
– Hvad? Hvem er du?
– Jeg er Nutiden. Hvor er din kæreste?
– Hvad mener du med Nutiden?
– Jeg kan se din kæreste ved vandet. Det ser ud som om han er ked af det. Var det dig, der gjorde ham ked af det, Jerome?
– Nej! Jeg mener, ikke med vilje. Og desuden er du bare en drøm.
– Åh ja, måske er jeg. Og måske er jeg ikke.
Hør, Jerome. Tror du virkelig, du er klar til at dele dit liv med nogen?
At elske er også at give efter for noget, du måske ikke finder interessant.
Når du elsker, er du nødt til at give lidt af dig selv.
– Hey, det vil jeg også, men ...
Men den hvide engel var væk. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men opdagede, at de allerede var åbne.
Dette var den mest uhyggelige, levende drøm, jeg nogensinde havde haft.
Mit hoved gjorde ondt.
Hvor var Noah egentlig? Jeg var begyndt at blive nervøs, men ikke nok, tilsyneladende, for jeg faldt i søvn igen.
– Jerome, Den Uvidende, er det dig?
– Hvem er du, hvad vil du?
– Jeg er Fremtiden, dit ignorante fjols. Hvad har du gjort ved din kæreste?
– Hvad mener du? Jeg har ikke gjort noget!
– Præcis! Hvorfor har du ikke givet ham den trøst og opmærksomhed, han har brug for. Se nu, hvad der er blevet af ham.
– NOAH! Hvad sker der?
– Jeg tror, han har besluttet at forlade dig, Jerome. Forlade alle. Han valgte jo ikke selv, hvem han skulle bo hos, ved du.
– Men hvis du er Fremtiden, så sker dette ikke nu?
– Nej, eller måske. Jeg ved det ikke. Det kan være om ti minutter.
– Åh, lad ham ikke gøre noget dumt. Hjælp, kære ånd af Fremtiden eller hvad du nu er.
– Jeg kan ikke ændre noget. Den eneste, der kan ændre, hvad du har gjort, er dig.
– Men det er jo ikke sådan, at jeg ikke vil fejre jul sammen med ham.
– Det tror jeg, du glemte at fortælle ham.
– Åh stakkels Noah. Jeg vil gøre alt, for at få ham hjem.
– Det vil jeg overlade til dig. Mit bedste skøn er, at du har omkring to timer til at gøre det godt igen.
Jeg gispede efter luft. Satte mig op i sengen, forvirret og bange.
Disse forfærdelige drømme.
Men ...
Jeg vidste, jeg havde travlt, så jeg bad M om hjælp.
---
To timer senere.– Noah, gudskelov du er her. Er du okay?
– Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?
– Jeg ... det ved jeg ikke, jeg blev lidt nervøs.
– Den halskæde ... hvor har du fået den?
– Jeg købte den på et marked på vej tilbage. Hvorfor?
– Åh, ikke noget.
– Kom. Jeg har en overraskelse til dig.
– Åh Jerome. Hvor er det flot. Har du gjort alt det for mig?
– Ja, jeg gjorde det for dig. Fordi du fortjener det og fordi jeg elsker dig.
– Glædelig jul, Noah.
– I lige måde, Jerome.