Den dag i skoven ...---
Jeg vågnede ved, at solen skar i mine øjne.
Det gyldne lys faldt ind fra loftvinduet, og da jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se at himmelen var lyseblå.
Noah stod op kort efter, og da vi spiste morgenmad, foreslog jeg, at vi tog i skoven. Noah syntes godt om ideen.
En time senere var vi af sted. Bladene var ved at falde af træerne, så skovbunden var dækket af brune, gule og orange blade. Farverne var utroligt smukke.
Noah kunne ikke modstå fristelsen til at kravle rundt på de væltede træstammer. Men da han skulle ned, havde han brug for hjælp.
Og så skete det.
]Hans læber var kolde og fugtige i den disede luft, men han smagte af Noah ...
... og han fik mit hjerte til at banke så hårdt, at jeg var sikker på, han kunne høre det.
Vi sagde ikke noget til hinanden, da vi gik videre, og jeg vidste ikke rigtig, om jeg turde tage hans hånd …
… men så tog jeg chancen, og han gav min hånd et lille klem.
Vi gik langs stierne, og jeg foreslog, at vi gik op til et udsigtspunkt, som M havde vist mig en gang.
Deroppe sad vi længe på bænken og så ud over søerne.
Nu var det knap så pinligt at snakke.
---
Da var mørkt, da vi kom hjem til huset, så vi spiste aftensmad og satte vi os i sofaen i stuen.
Da jeg kyssede ham denne gang, var hans læber varme og bløde.
Det her kunne jeg godt vænne mig til.
– Jeg går lige ind og skifter trøje, sagde jeg.
Det var varmt i huset i forhold til skoven, og jeg havde brug for et par minutter til at få vejret.
Da jeg kom tilbage til stuen, var Noah ved at tænde op i pejsen.
– Vil du hjælpe mig? spurgte han.
– Selvfølgelig, sagde jeg og tændte op.
Vi satte os i hver sin ende af sofaen.
Min hånd fandt hans.
– Du, Jerome?
– Hm?
– Er du sikker på, du vil det her?
Min finger løb gennem hans hår, og jeg sendte ham et smil, som jeg håbede virkede beroligende.
– Ja, Noah, jeg er helt sikker.
Han rødmede, men blikket i hans øjne sagde alt.
– Kom, bad jeg, sæt dig hos mig.
Og sådan sad vi og småsludrede, kyssede og sludrede endnu mere...
... til langt ud på aftenen.
Stuen var varm, ilden døde langsomt ud og Noah var træt.
Til sidst lagde han sig med hovedet i mit skød, og jeg kærtegnede ham, til han faldt i søvn.
Så sad jeg blot og nød de sidste gløder og stilheden – og den fantastiske følelse jeg havde i kroppen.
---
Lidt senere vækkede jeg Noah, og vi gik i seng.
Da vi lå ved siden af hinanden, som vi havde gjort i de sidste par uger, siden vi var flyttet ind, var det pludselig underligt.
Noah lå og kiggede op i loftet.
– Noah?
– Ja?
– Du ved godt, at jeg ikke har tænkt mig at voldtage dig i nat, ikke?
– Men en skønne nat du måske?
Han sendte mig et drillende smil.
– Ja, en skønne nat gør jeg det måske.
Han lo og kravlede ind til mig.
– Hold om mig, Jerome.
Jeg lagde armen om ham.
– Godnat, hviskede han.
– Godnat, Noah.
---